Mange bedstemødre i russiske landsbyer havde deres eget hellige rum i deres værelser – en seng med en fjerseng. Som regel var det ikke tilladt at klatre op på den. For hundrede år siden blev fjersengen faktisk anset for at være et tegn på rigdom og velstand i bondelivet.
Lad os gå tilbage til urtiden, da vores forfædre levede i stammer. Komforten var ikke det vigtigste, det drejede sig mere om sikkerheden ved at sove om natten. Ingen vilde dyr eller onde ånder! En halmseng i en grotte og skønhed. Ikke at sove på en sten. Kun sengen skulle deles med mange insekter.
Så kom nogen på den idé at løfte sovepladsen op fra gulvet og lægge vilde dyreskind ned. En anden innovator fandt ud af, at de kunne syes sammen og fyldes med det samme halm for at gøre dem bløde. Arkæologer siger, at de første fjersenge opstod i bondestenalderen i det 5. til 4. årtusinde f.Kr.
Derefter, med udviklingen af landbrug og kvægavl, vendte folk tilbage til tørret græs. I det gamle Egypten sov de på palmeblade. Når de gamle grene svandt ind og tørrede ud, blev der lagt nye grene oven på dem. Sengen blev højere og højere og højere.
De gamle persere var mere kreative. Man kan endda sige, at de var de første til at opfinde vandbaserede senge. De havde en unik teknologi til at sy dyreskind sammen. Konstruktionen var så tæt, at ikke en eneste dråbe kunne dryppe ud. De syede skind blev fyldt med vand. Moderne historikere og forskere gentog de gamle perseres erfaringer. Resultatet var overraskende. Meget behagelig at sove i. De gamle romere var også tilhængere af komfort. Det var dem, der vidste, hvordan de kunne forvandle deres seng til en gudeseng! Perinaer blev brugt af alle fra kejseren til den sidste slave. Slaver fik naturligvis deres indre fyldt med almindeligt halm, aristokrater med fjer fra dyre fugle og uld. Det var ting med status. Med Romerrigets fald gik kunsten at lave fine fjersenge tabt. Barbarerne havde ingen brug for dem. I tre år har en pige forvandlet en gammel bus til en dejlig autocamper Den næste fase i trøstens historie var korstogene. På det tidspunkt havde europæerne allerede glemt den romerske tradition. Halmballer var gode for alle samfundslag. Da korsfarerne kom til Østen, så de, at araberne var glade for at hvile på forskellige puder i store og små størrelser. Hele deres liv blev tilbragt i komfort. De sov på puderne, modtog gæster og spiste. Den europæiske adel indså, at de fortjente det samme. I øvrigt er ordet “matrah” af arabisk oprindelse – matrah. Det betyder “at kaste” eller “et sted, som man er blevet kastet på”. Europæerne lånte ordet. De europæiske monarker krævede, at madrasser kun måtte være fremstillet af kvalitetsstof. Betrækket var lavet af teak med fløjl eller brokade på toppen. Ærte- og havregrynskaller samt fjer og dyrehår fra de samme fugle var gode fyldstoffer. Fra det 16. århundrede og fremefter sov næsten alle europæere i senge. Der var en perina i næsten alle hjem. I Rusland blev en madras kaldt en madras eller en fjerseng. Kun bojarerne hvilede på senge, alle andre på en seng eller en russisk brændeovn. Under Peter I steg antallet af senge i løbet af hans regeringstid. Så der var brug for flere madrasser. Sengetøj, fjerbetræk og puder var et must for enhver respektabel købmandsdatter. Fåsædet skal helst være af dun frem for fjer. Kun købmænd fra det første og andet gilde havde råd til det. Efter revolutionen blev fjersengen i en periode betragtet som en egenskab fra fortiden, men heldigvis blev den ikke helt opgivet. Den har fortsat eksisteret i form af moderne madrasser, der er skabt ved hjælp af nye teknologier, der tager hensyn til den menneskelige anatomi.
Gammel egyptisk hovedstøtte af sten
Araberne har lært europæerne værdien af komfort
Der blev brugt sækkelærred til madrassen
Moderne madras
Del dette: